Tip og ideer
På DMJK´s anlæg har vi forsøgt at lave vand på flere forskellige måder. Jeg har kun oplevet de sidste to forsøg og vil derfor holde mig til en beskrivelse af disse.
Inden selve vandet laves, er det vigtigt at underlaget bliver malet rigtigt.
Åer og søer.
Åer og mindre søer males matgråbrune, gerne skjolde, med lyse nuancer ved bredderne og mørkere og mørkere nuancer, efterhånden som dybden i åen/søen bliver større. Derefter limes sten, siv, gamle cykelstel m.m. fast på bunden.
I en hobbyforretning anskaffede vi nogle poser med klart plastgranulat til at lave "vand" af. En del af granulaten blev smeltet i en metaldåse og derefter hældt ud i åen. Det størknede forholdsvis hurtigt og løb ikke rigtig ind mellem sivene. Endnu en portion granulat blev smeltet. Da vi hældte den ud i åen, holdt vi den varm med en varmluftpistol og fik den til at flyde mere ud. Luftstrålen hjalp med at fordele plasten, men sivene fik på et tidspunkt for meget varme og måtte hurtigst mulig slukkes igen. Resultatet blev bedre end ved første forsøg, selv om vi ikke fik den fine overflade vi haver regnet med og plastgranulaten er ikke ligefrem billig.
Åen er blevet beundret meget, når vi har haft vores modulanlæg med på udstilling.
Havn og strand.
Vandet i en havn eller ved en strand males med blank maling. Først med blåt. Inden det blå er tørt, laves "skjolder"/bølger med grøn maling, der blandes delvis med bundfarven, når den smøres på. Når malingen er næsten tør, males hvide bølgekamme på overfladen. Den hvide farve må godt blande sig lidt med farven nedenunder.
Efter erfaringerne med åen, valgte vi ikke at bruge plastgranulat til vores havn. I stedet brugte vi et tykt lag blank klar lak oven på den blå/grøn-malede plade. Efter tørring fik vandet et lag lak til. Resultatet blev meget naturtro.
På billedet ses stranden, hvor vandet er lavet på samme måde som i vores havn.