Stållineal

Ved udskæring af papir og pap bruges en stållineal. 30 cm i længden er udmærket. Skær aldrig efter en plastlineal, da den bliver ødelagt. Der kan ikke skæres hakker i kanten på en stållineal, og de fleste stållinealer har også en målestok.

Vinkel eller trekant

Ved tegning af husene bruges en god lineal med målestok. En trekant er også rar at have; men en lille, ca 30 cm lang, hovedlinial er ofte nemmere at arbejde med. En metalvinkel kan også bruges.

Blyanter, almindelig og med hård stift

En almindelig blyant er god til tegning på papir, men til tegning og opmærkning på pap bør en hårdere blyant foretrækkes, f.eks. H4. Denne kan i nødstilfælde bruges til at ridse brædder eller lignende i pappet.

Skæreunderlag

En træplade kan bruges som skæreunderlag, men et rigtigt skæreunderlag af plast bør bruges. A4 størrelsen er udmærket, men bygges der i 1:32 bør man have et større underlag.

Hobbykniv

En hobbykniv kan ikke undværes. Køb en af god kvalitet, gerne en der kan sættes nye blade i efterhånden. Slib evt. bladene på en slibesten ind imellem.

Saks og tang

Alt papir og pap skæres med hobbykniven.
Saksen bruges til at klippe i aluminiumsfolie, både det tynde og det tykke. Saksen slides en del af denne brug.
Til at klippe kobbertråd og ledninger over, bruges en bidetang. Denne kan også bruges til at klippe lister over med, men det giver ikke det pæneste resultat. Brug en kniv i stedet.

Pensler

Pensler til maling af vinduer, døre m.m. skal være bløde og ikke for tykke, medens pensler til maling af tage med temperafarve gerne må være et par cm brede.




Syl eller kødnål

Til at lave små huller i pappet (f.eks. til fastgørelse af nedløbsrør) kan man bruge en almindelig syl. Jeg har dog erfaret at en kødnål (stjålet i køkkenet) er bedre. Den skærer et lille hul, der ikke bliver for stort, selv om man kommer til at trykke den langt ind gennem pappet. Til gengæld skal man ikke have fingrene lige bag hullet, når dette laves. Kødnålen kan lave nogle grimme huller i fingrene.

Telefonbøger eller andet tungt

Hvis pappet bøjer, når det er blevet malet eller beklædt med papir, lægges det i pres. Dertil er en bunke gamle telefonbøger udmærkede. Hvis der er limet udragende ting på muren, kan man tillade sig at skære hul i en gammel telefonbog, så tingene ikke bliver mast.
Hvis et tørt stykke pap er meget buet, fugtes det på bagsiden inden det lægges i pres. Lægger man en bagerist eller lignende lige over pappet, kan der komme lidt luft ind, og pappet tørrer hurtigere.

Strikkepind

En strikkepind nr 2 - 3 (mm) bruges til at bøje tagrender omkring.