Bundplade.

Alle huse skal have en eller anden form for bundplade. Bundpladens udformning afhænger af, hvor i landskabet huset skal placeres.

Hvis huset skal sættes på en plade, der kan vippes, er det vigtigt at lave husets bund, så den kan skrues fast på underpladen. Man kan lime huset fast, men så kan det ikke flyttes senere, og man kan ikke skifte pærer ud huset i, hvis de går i stykker - derfor frarådes limning.
Det er en fordel at lave skruehuller i bundpladen inden huset samles. Hullerne skal sidde så langt fra huset, at man kan komme til at sætte skruerne i med en skruetrækker, når huset er færdigt.

Bundplader:

Skjult bundplade.

Til bundplade bruges tykt pap, gerne 5 mm. Der laves et rektangel, der er 2 murtykkelser kortere og 2 murtykkelser smallere end husets ydermål. Det kan være en fordel at lime et stykke papir under pappet indtil huset er samlet, og derefter fjerne det igen.

Hvis der skal være lys i huset, skæres et hul midt i gulvet. Der skal være min. ca. 3 cm fra pappets kant til hullets yderkant.

Bundplade i have.

Til bundplade bruges et stykke tyndt pap, der er længere og bredere end husets ydermål, og et stykke tykkere pap, gerne 5 mm. Man kan vælge at lave en smal papkant (ca 2 cm) rundt om huset eller at lave pappet så stort, at hele haven kan være på det.

Af det tykke pap laves et rektangel, der er 2 murtykkelser kortere og 2 murtykkelser smallere end husets ydermål. Dette stykke limes på det tynde pap, der hvor huset skal være.

Hvis der skal være lys i huset, skæres et hul midt i gulvet. Der skal være min. ca. 3 cm fra husmuren til hullets yderkant.

Pappet uden om huset kan dækkes med en stribe grus, græs eller males jordfarvet.

Ved siden af huset kan f.eks. laves en køkkenhave.

Bundplade med fortov.

Til bundpladen bruges både pap i tykkelse med fortovet og tykt pap, gerne 5 mm. Fortovsbredden tegnes op langs kanten af pappet, så husets ene mur/to mure bliver placeret. Der tegnes en ny linie, en murtykkelse inden for denne linie.
Hvis husmuren ligger helt op til skellet som ved byhuse, tegnes en linie en murtykkelse inde på pappet ved den/de sider, der støder op til fortovet.
Hvis huset er et hjørnehus, tegnes fortovsplads ind langs 2 sider af pappet.

Af det tykke pap laves et rektangel, der er 2 murtykkelser kortere og 2 murtykkelser smallere end husets ydermål. Det tykke pap limes på fortovspappet, så det følger den inderste af de tegnede linier. På de andre sider af huset laves et passende bredt stykke, hvis størrelse afhænger af de omkringliggende huse.

Hvis der skal være lys i huset, skæres et hul midt i gulvet. Der skal være min. 2-3 cm fra husmuren til hullets yderkant.

Der laves fortov mellem huset og pladens yderkant.